ON A COLD SUMMER DAY

NEW YORK CITY GUIDE

Ikke-navngivet-1

Som lovet kommer her en rejseguide til New York. Jeg beklager meget ventetiden, men bedre sent end aldrig som man siger. Jeg er selv meget fascineret af den pulserende by. New York byder på rigtig mange turistattraktioner, som er værd at se. Jeg vil endda vove at påstå, at man kunne bruge år på at udforske byen. Jeg har valgt at samle mine anbefalinger til én lang brødtekst (dog afsnitsopdelt) i hver kategori. Selvom indlægget nok bliver en smule teksttungt, håber jeg alligevel, at I vil finde tid til at læse det.

Udsigtspunkter
Der er et utal af udsigtspunkter i New York. Et af de populæreste er en tur op i Empire State Building på 86. eller 102. etage. Her finder man den mest fantastiske udsigt over hele Manhattan og resten af New York, hvis det vel at mærke er klart vejr. Tag eventuelt turen derop om dagen og igen efter mørkets frembrud. Placering: 350 5th Avenue.

En anden oplagt udsigtsplatform er Top of the Rock på Rockefeller Center, hvor man også har et fantastisk udsyn. Desuden kan man i forbindelse med turen på toppen finde et væld af forretninger og spisesteder nede på gadeplan af Rockefeller Center. Placering: 30 Rockefeller Center.

Brooklyn Bridge er måske den mest fotograferede bro. Og ikke uden grund. Den er så smuk rent arkitektonisk. Udsigten fra selve broen er heller ikke til at klage over! Derfor synes jeg absolut, at man skal begive sig ud på den 1,8 km lange gåtur over Brooklyn Bridge.

En gå- eller løbetur i Central Park er også værd at prioritere. Udsigten over selve parken er helt unik på alle årstider, men især om efteråret, hvor træerne klæder sig i brunt, orange og gult.

Man kan derudover tage en tur med Staten Island Ferry, der helt gratis bringer en tæt på Frihedsgudinden og Ellis Island samt giver en fantastisk udsigt til Lower Manhattan. Placering: 1 Bay Street, Staten Island.

Sidst men bestemt ikke mindst bør man tage op og gå en tur på The High Line – absolut et must-see! The High Line er en nedlagt jernbane på Manhattans vestside, der er blevet ombygget til en lang og smal offentlig park. Her kan man hvile benene eller nyde en lækker frokost. Placering: West 20th Street, Downtown.

Byvandring
Greenwich Village er et område af Manhattan, som er særlig kendt for sin bohemekultur og som absolut skal besøges! Greenwich Village er et udpræget boligstrøg med mange cafeer, restauranter og mindre forretninger som dominerer gadebilledet. Det er et stemningsfyldt område, der oser af autencitet og hygge. Placering: 14th Street, West of Broadway.

Herudover bør man gå ned mod Lower Manhatten, hvor gaderne ikke går horisontalt/vertikalt og har numre, men navne i modsætning til stort set resten af Manhattan. Det giver Lower Manhattan et mere hyggeligt præg, og hver gang man farer vild, støder man på nye spændende oplevelser, man ellers var gået glip af.

Jeg vil desuden anbefale, at man køber 72 timers billetter til Sightseeing busserne. Det havde min familie og jeg i hvert fald rigtig meget glæde af, da vi var i New York. Der er tre ruter til henholdsvis Downtown, Midtown og Uptown. Busserne kører cirka hvert tyvende minut, og tager rundt til de forskellige attraktioner, hvor man til en hver tid kan stige af og på.

Spisesteder 
Little Italy er absolut et sted, der skal besøges. Her finder man et væld af italienske restauranter og caféer. Et virkelig hyggeligt område med god stemning. Placering: Mulberry Street.

Keens Steakhouse er en restaurant i den lidt dyre ende, hvor der serveres de lækreste steaks. Loftet er udsmykket med kridtpiber i alverdens afskygninger, hvilket gør stedet yderst charmerende og hyggeligt. Kan varmt anbefales! Placering: 72 West 36 Street.

Hos Bill´s Bar & Burger fås burgere i bedste amerikanske stil! Dette er et rigtig godt sted at spise frokost og servicen er helt i top. Placering: 16 West 51st Street.

Ritz Diner er et typisk amerikansk spisested med et utrolig venligt og hjælpsomt personale trods travlhed. Her startede vi stort set alle vores morgener. De laver virkelig veltilberedt morgenmad med friske råvarer til relativt billige penge. Placering: 1133 1st Avenue.

Renaissance Hotel har desuden en helt igennem fantastisk restaurant med udsigt over Times Square, som virkelig er et besøg værd. Placering: 714 7th Avenue.

Museer
MoMA, Guggenheim og The Metropolitan er på de fleste turisters liste over must-sees, når de besøger New York for første gang. Personligt er jeg ikke særlig meget til museer, men jeg syntes alligevel meget godt om MoMA, som er et kunstmuseum beliggende på Manhattan. Placering: 11 West 53rd Street.

Underholdning
Stemningen på Times Square er helt unik og bestemt også noget, der skal opleves. Times Square er krydret med masser af farver, lyde, lys og dufte. Her vil I forstå, hvorfor New York kaldes “the city that never sleeps”.

Når man er i New York bør man desuden se en forestilling på Broadway, og der er masser af muligheder. Alle de store forestillinger og musicals kan findes i teater-distriktet omkring Times Square.

Hvis man er i hygge-mood eller, hvis vejret ikke er til andet, synes jeg bestemt, at man skal tage en tur i biografen. Man sidder i en kæmpe “flyder”, og skærmen er så stor, at man nærmest bliver nødt til at dreje hovedet for at kunne følge med i filmen. Det er virkelig en oplevelse i sig selv! Placering: 1001 3rd Avenue, mellem East 59th & East 60th Street.

Og når man nu alligevel er i nærheden, skal man lige tage et kig forbi Dylan´s Candy Bar, som er en kæmpe slikbutik i intet mindre end tre etager med alt, hvad slikmunden begærer. Ovenpå kan man købe flotte cupcakes, slikpizza, is m.m. og nyde det købte på en siddeplads i en ”cupcake” ved et ”tyggegummibord”. Meget gennemført butik, hvor selv musikken omhandler slik. Placering: 1011 3rd Avenue.

Shopping
Det kan anbefales at besøge det store outlet Woodbury Commons beliggende lidt uden for New York. Udvalget er stort og priserne helt i bund. Her kan ethvert shoppebehov blive tilfredsstillet. Placering: 498 Red Apple Ct, Central Valley.

New York vrimler med gode shoppemuligheder og kæmpemæssige stormagasiner. Midtown byder på det største udbud med Macy’s på 151 West 34th Street, Lord & Taylor på 424 5th Avenue og Bloomingdales på 1000 3rd Avenue i spidsen. Blandt mine favoritter er også Barneys New York på 660 Madison Avenue, hvor man finder alle high-end mærkerne samlet under ét tag.

5th Avenue findes et væld af designer butikker. Ønsker man ikke at skulle have den store pengepung frem, skal man gå længere sydpå på 5th Avenue, hvor priserne begynder at blive langt mere overkommelige. Det er dog ikke kun 5th Avenue, der byder på lækre forretninger.

Hvis man er til secondhand, vil jeg især fremhæve Ina beliggende på 21 Prince Street og A Second Chance på 155 Prince Street. Her kan man virkelig gøre et godt kup!

Min familie og jeg brugte meget tid i SoHo, da vi var i New York. Her finder du rigtig lækre butikker som Balenciaga på 149 Mercer Street og Céline på 67 Wooster Street. Her er der også en lækker secondhand butik ved navn Kirna Zabete beliggende på 477 Broome Street, som forhandler de helt dyre mærker som Céline, Givenchy, Proenza Schouler, Saint Laurent, Stella McCartney, Valentino og Chloé. Du finder selvfølgelig også mange andre lækre butikker i SoHo-området.

Ophold
Første gang min familie og jeg var i New York, boede vi på Cosmopolitan Hotel, som ligger i Lower Downtown Manhattan i hjertet af bydelen Tribeca og fire blokke nord for Ground Zero. Herfra er der kun nogle minutters gang til Wall Street, Chinatown, South Street Seaport, Little Italy, SoHo og Greenwich Village. Det tager ca. 15 minutter med metro at komme til Times Square og Midtown, og stationen ligger lige over for hotellet. Hotellet var ikke noget særligt, men ganske fint til formålet. Placering: 95 West Broadway.

Anden gang boede på Bentley hotel med beliggenhed lige uden for den summende Midtown aktivitet. Et rigtig lækkert hotel, som har udsigt over East River og den historiske 59th Street Bridge. Desuden med kort gåtur til Central Park, Bloomingdales og det historiske 5th Avenue shopping-distrikt. Placering: 500 East 62nd Street.

8 kommentarer

  • Ditte

    Meget anvendeligt indlæg, da jeg selv skal til New York til efteråret! :)

    Lige til noget helt andet, jeg tænkte på om du har lyst til at lave et indlæg med dine Chanel lakker? Bare med farverne og sådan :) Det ser ud til du har en del ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie Slemming

      Dejligt at det kunne bruges til noget!

      Det vil jeg lige se på :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Din guide er nu gemt, hvis jeg en skønne dag kommer til New York :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frederikke

    God og overskuelig guide!
    Jeg skal selv snart til New York, og har kigget lidt på det der outlet du nævner – men kan se det ligger et stykke uden for byen – hvordan kom i derhen? Bus, bil eller?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie Slemming

      Glad for den kan bruges!
      Spændende – altså vi tog en taxa derhen og havde så 2 overnatninger på et motel ikke særlig langt fra outlettet :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Tusind tak for guide! Den er meget anvendelig. Jeg skal selv snart til NY med familien, for første gang, og vi er lidt i herrens mark over hvor det er bedst at bo.. For der er jo så mange fede kvarterer i new york, men hvor har man lyst til at bo? Vi har overvejet SoHo, eller noget ved Central Park. Hvad kan du anbefale, både i forhold til restauranter og shopping i nærområdet, men også mere generelt? Håber du kan hjælpe, knus!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cecilie Slemming

      Uh, spændende – gid det var mig! Jeg vil helt klart anbefale et sted omkring Central Park, da det er en rigtig god placering både i forhold til restauranter og shopping – og så ligger det jo centralt :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ON A COLD SUMMER DAY